LOGIN  /  SIGN UP

AARHUS OG DEN GAMLE BY


Fra vikingernes handelsby ved havet, til verdens mindste storby. Aarhus eller Aros som vikingerne kaldte byen der ligger langs med åen, som var datidens hovedvej, fra havet ind i oplandet, godt der ikke var motorcykler dengang. Aarhus er Danmarks tredje ældste by næstefter Ribe og Hedeby. Datidens handelscentrum lå på nordsiden af Aros å sidst i 700-tallet. Byen lå som en udsøgt som handelsplads ved åmundingen til Aarhus Bugten. Det var let, for vikingerne, at komme til Aros ad søvejen for at handle. Gennem åsystemet kunne de med slanke vikingeskibe komme mange kilometer ind i baglandet. Aros lå ud til kysten og var tit udsat for angreb fra søsiden.

(Klik på billedet for at se galleriet)


Byen blev befæstet med en forsvarsvold omkring år 934, muligvis på foranledning af Gorm den Gamle. Danmarks første konge. Volden blev udbygget og forstærket af hans søn Harald Blåtand, men også efter forstærkningen af forsvaret var byen udsat for angreb. Vikingerne ernærede sig ved handel og håndværk. De mange udgravninger i byen, har givet et detaljeret indblik i dagligdagen for mere end 1000 år siden.

Aarhus er i dag et must for et besøg i Midtjylland. Byen ligger mellem de to skove, Risskov og Marselisborg skov. Den danske kongefamilie bor engang imellem på Marselisborg slot, der ligger smukt med udsigt over Aarhus Bugten.

 


Mindeparken er et monument for soldater fra området der faldt under "The Great War" fra 1914-18. Slottet Marselisborg er en gave fra Aarhus by til vores royale familie. Hvert år til jul kommer vores dronning med alle hendes børn og børnebørn. Så er det rigtig jul. Vi går i kirke, og der dufter af brunkager, gran og andesteg der sidst i december. Kan du fornemme den berømte danske forfatter H.C. Andersen sidde ved stearinlyset og skrive eventyr om julen? Ikke fordi vi skal smykke os med lånte fjer for H.C. Andersen huserede ikke i Aarhus og omegn, men idyllen fejler ikke noget.

Byen har meget at byde på. Små hyggelige spisesteder ligger spredt over hele byen, og sammen med et bredt kultur- og forretningsliv, sætter det alle oplevelserne du kan få i relief. Seværdigheder som Den Gamle By og det store kunstmuseum Aros trækker hvert år mange turister til den jyske hovedstad. Aarhus bymidte er charmerende og fyldt med hyggelige hoteller, caféer og madsteder. Er du til shopping er det kun din tegnebog og plads på motorcyklen, der sætter begrænsninger. Som i vikingetiden er byen stadig en handelsby. Byen har, naturligt nok, Skandinaviens største containerhavn. De kæmpe containerskibe skibe anløber tit Aarhus med stålkasser fyldt med handelsvarer fra der fjerne. Vi skal dog ikke sejle varerne op ad Aarhus å i smalle langskibe mere.

Aarhus å har været overdækket i mange år, men nu er åen kommet til syne igen og det er blevet et arkitektonisk tilløbsstykke. Langs åen i bymidten finder du også caféer og spisesteder. Der kan du helt sikkert få dig nogle hyggelige timer. Er du til musik og dans, finder rundt om i byen spillesteder som har et varieret udbud af musik. Der er ny dansk musik og internationale navne på musikprogrammet. Aarhus er en universitetsby og det sætter sit præg på byen i weekenderne. Gaderne i midtbyen vrimler med unge mennesker. Nattelivet og alt det andet i verdens mindste storby skal opleves. I Aarhus og omegn kan du få en motorcykeloplevelse af de helt store.

 

DEN GAMLE BY - EN LEVENDE FORTID

Den Gamle By er en seværdighed i verdensklasse. “Byen i byen” ligger som en oase midt i bybilledet. Husk dit kamera, for her er der kvalitetsbilleder. Historiske bygninger, haver, udstillinger, boliger, butikker og værksteder. Byen er charmerende i al slags vejr. Museet er et levende billede af livet, som det var i de gamle danske byer. Her kan du opleve en købstad som på H.C. Andersens tid, hvor eventyret venter lige om hjørnet. Den Gamle By ligger placeret for foden af Aarhus’ botaniske have, så du får virkelig noget at se på, især hvis du har grønne fingre.

I byen kan du møde fortidens mennesker, se ind deres stuer og køkkener, nyde duften i deres haver. Du kan prøve de gammeldags lege og gå på opdagelse i byens udstillinger. Den Gamle By er hjemsted for Dansk Plakatmuseum med spændende udstillinger året igennem, Det danske Urmuseum og et stort legetøjsmuseum. Traktørsted, historiske butikker og stor museumsbutik. Levende museum, temadage og store julearrangementer. Smag, lugt og prøv historien. Den Gamle By er en helstøbt attraktion. Der er mange spændende steder i denne verden – et af dem er Den Gamle By.

Byen åbnede for publikum i 1914. Museets navn var dengang Den gamle Borgmestergård, og foruden denne enestående renæssancegård bestod museet også af en lille havepavillon og af et 7-fags renæssancehus, alle fra Århus. Drivkraften bag museet var læreren og translatøren Peter Holm ”1873-1950”. Fra museets start i 1914 og til han i 1945 gik af som direktør, lykkedes det Peter Holm at redde et halvt hundrede historiske købstadshuse fra nedrivning, og det lykkedes ham at skaffe midler til at genrejse disse huse som Den Gamle By.

Den gamle Borgmestergård var nu ikke længere alene et Aarhus-museum, og man benyttede anledningen til at ændre navnet til Købstadmuseet Den gamle By. I de kommende år blev museets samling af bygninger udvidet med huse fra hele landet.
I 1995 ændrede man museets navn til Den Gamle By. Overalt i Europa finder man fantastiske bygninger fra en anden tid. Den Gamle By i Aarhus er en tidsmaskine, der forvandler dagligdagen. Lad motorcyklen stå en dag og stress helt af til en oplevelse ud over det sædvanlige og nyd at komme tilbage i tiden.

AROS – MEGET MERE END ET KUNSTMUSEUM

Aros er et international museum der byder på kunst og oplevelser for både børn og voksne. Kom mental benzin på tanken og bliv underholdt og udfordret af kunsten. Når du kommer kørende igennem Aarhus på din motorcykel, kommer du igennem en strøm at blandet arkitektur. Tæt ved Rådhuspladsen i bymidten ligger ”Kuben” Aros, som arkitekterne Schmidt, Hammer & Lassen fik placeret på fattiggårdsbakken. Ok - det er måske ikke så mange i dag, der ved at fattiggården lå midt på Vester Allè. Men det er da en tanke værd, at fattiggården i dag er blevet til et internationalt kunstmuseum.

Aros åbnede 8. april 2004. ”Kuben” er på 17.700 kvadratmeter fordelt på 52 x 52 meter i grundplan. ”Kuben” har en højde på 43 meter. Aros ligger placeret ved siden af Aarhus Musikhuset og Scandinavian Center. Udstillingsarealet på Aros er på 7.000 kvadratmeter. Der er tre gallerier på hver 1.060 kvadratmeter der rummer den permanente samling. Kunst fra 1770 til vores brølende nutid.

Danske modernister fra starten af 1900-tallet til verdens største Per Kirkeby-samling. Aros råder over landets fineste samling fra modernisterne. Der findes også værker af nutidige internationale kunstnere som Bill Viola, Olafur Eliasson, Ron Mueck, Tony Oursler, James Turrell, Miwa Yanagi, Carsten Höller og Gilbert & George. De 9 rum i museets underetage, er til international lys-, video- og installations kunst. Aros byder årligt på tre store, internationalt orienterede udstillinger i det store særudstillings- galleri samt en række mindre særudstillinger i Vestgalleriet. Udover gallerierne rummer Aros et sted for videbegærlige og nysgerrige børn og unge, der på en utraditionel og spændende måde har lyst til at lære mere om kunsten.

Den dansk/islandske kunstner Olafur Eliasson skabt en regnbue til Aarhus, det lyder blæret men det er rigtigt. Fredag den 27. maj 2011 indvies “Your rainbow panorama”. Kunstværket som består af en cirkelformet 150 meter lang og tre meter bred rundgang udført i glas i alle spektrets farver. Når du kommer på motorcyklen til den del af byen bliver du imponeret over den svævende regnbue der har lagt sig oven på bygningen. Grisebrønden på rådhuspladsen har i mange år været et varetegn for byen, i dag er det “Your rainbow panorama”.

Det er en go’ ide at sætte tid af til et besøg på Aros. Som alle andre store spændende kunstmuseer i de Europæiske metropoler, kræver det at få bearbejdet alle de indtryk der indsamles på sådan et museum. Efter et besøg på Aros er det en god idé at tage motorcyklen og køre en tur til Moesgaard strand. Bare sidde og kigge ud over vandet med en is eller en kop kaffe og nyde hjernens bearbejdning af sanseindtryk.

 

SE PROMOVERINGSFILMEN HER >>

Advertise with us?

Click here for more information »

We use cookies to improve our website and your experience when using it. Cookies used for the essential operation of the site have already been set. To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.

EU Cookie Directive Module Information